søndag den 24. april 2016

Ormehold


Dyrehold - en ormegård.

Ormegården


Lindorme, Midgaardsorme,- ja ormen var allerede kendt som et kraftfuldt og magisk dyr helt tilbage i vikingetiden. Beslægtet med dragen i datidens mytologi, indtog den en helt central rolle i hedningernes (eller asatroende) verdensopfattelse.

Når man så drister sig til at google “ormen” på nutidens internet, bliver man overrasket over hvor få centimeter spalteplads ormen får. Involdesorm og børneorm har folk jo nok en vis interesse i men den orm denne lille skrivelse skal handle om, nemlig regnormen, bader sig bestemt ikke i  blitzlys.

Hvordan kan det nu mon være at den hin så centrale orm, med ét er degraderet til sekundastof på støvede sites lavet af nørdede zoologer? I alle tilfælde er den interessant i fald man, som jeg, er ivrig medefisker - en ormegård sikrer en rigelig og konstant forsyning af orm, også om vinteren når frosten er gået i jorden. Fisketuren er reddet...

Ormegården opbygning.
Ormegården er meget let at anlægge - en plastbeholder som for eksempel en balje - fyldes skiftevis med lag af visne blade og jord. Det er vigtigt at bladene er visne og ikke friske, da forrådnelsesprocessen afgiver så meget varme at ormene risikerer at dø. Samtidig er det tilrådeligt at anvende blade fra frugttræer, da de omsættes hurtigere end andet løv.
Baljen placeres absolut frostfrit - gerne i garagen eller lign. ormene tåler ikke frost når de ikke kan søge dybere ned i gangene. Ormegården bør holdes fugtig men ikke våd - det er vigtigt at lave afvandingshuller i bunden hvis den står udenfor så ormene ikke drukner og er den alligevel blevet overvandet kan man med fordel stikke en håndfuld tomme køkkenrullerør ned i kulen for at skabe øget afdampning.

Så er der blot tilbage at tilsætte sine orm - der er 2 måder at klare den på; den besværlige og den lette. Den første handler naturligvis om spaden - finder man et sted med mange orm kan man naturligvis hurtigt grave en mængde orm, men det er slidsom og krævende for ryggen. Den lette måde er at lyse ormene på græsplænen om natten... Der kommer ormene nemlig op til jordoverfladen for at parre sig, særligt på lune våde aftener er der gang i amorinerne og der kan ligge op til 200 orm per kvadratmeter. Forestiller man sig at det så blot drejer sig om at samle dem op i lommelygtens skær, bliver man klogere... Ormene ligger med haleenden nede i hullet og kan på et splitsekund trække sig tilbage i gangen hvis den skræmmes - og den gør den meget meget nemt... Man kan med fordel anvende en lommelygte med lidt flade batterier så lyset ikke er for skarpt. Samtidig må man tillære sig at gå med meget forsigtige skridt og tilegne sig den rette teknik når man "snupper den" følgende video viser hvordan man lettest griber den - det er afgørende at gribe den i hovedenden, da den ellers 99 ud 100 gange smutter i fingrene. Kvaliteten er lidt dårlig qua nattemørket...



lysning af orm om natten.

På denne måde indsamler man let hundredevis af orm på en enkelt nat.
Løbende skal ormegården tilføres næring i form af blade fra frugttræer. Man kan også kompostere vegetabilsk køkkenaffald i ormekulen men endelig ikke animalsk. Samtidig skal man passe på fugtigheden.
Aktiviteten er morsom for børn, dels foregår det om natten i lommelygtens skær, dels er det både sjovt og krævende at lære den rette ormelysningsteknik, dels er det de færreste der reelt ved at orm ligger på plænen om natten og at de kan være så hurtige som de er.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar